Afropunk

Sort på hvidt

Afropunk-festivalen i Paris er et overflødighedshorn af mangfoldighed og kreativitet. Mademoiselle Lili glæder sig allerede til to dage med visuelt og akustisk fyrværkeri.  


I min forrige klumme skrev jeg om hår og religion. Jeg kom ikke ind på den kultur, hvor håret er den primære fetich - nemlig den afrikanske. Da jeg for mange år siden var i Frankrig for første gang, boede jeg som udvekslingsstudent på et kollegie, hvor beboerne overvejende stammede fra Afrika. Dengang var jeg forundret over at opleve, hvor meget tid mine bofæller brugte på deres hår. Vi fik mange weekender til at gå med at sidde og snakke, lave mad og flette hinandens hår. Og med hver fletning, vi knyttede, knyttede vi også venskaber for livet.

Man behøver bare én gang at gå en tur en lørdag formiddag i nærheden af metrostationerne Strasbourg-St. Denis og Château d’Eau, hvor der ligger den ene overfyldte afro-salon efter den anden, for at studere de mange mennesker, som kommer der for at få sat håret i løbet af weekenden. Mænd og kvinder, som får flettet alle regnbuens farver i håret, får barberet mønstre, får glattet det krusede hår eller får farvet leopardprikker. Hverken kundernes eller frisørernes fantasi lader til at kende grænser.  Den nyeste trend i denne sommer er afro-look à la Jimi Hendrix - naturligt kruset hår, som klippes rundt, så det står som en sky om hovedet. Jo større, desto bedre! I 1960’erne og 1970’erne var denne frisure symbolet på den amerikanske Black Power-bevægelse. I dag har den fået en renæssance i Paris’ gader. Allerede nu har salonerne lynende travlt - for der er ikke længe til Afropunk. I samme weekend, som Frankrig fejrer sin nationaldag, d. 14. juli, løber musikfestivalen af stablen for fjerde gang. 

Afropunk? Har du aldrig hørt om det før? Det hele begyndte i 2003 med den amerikanske dokumentarfilm af samme navn, hvor James Spooner og Matthew Morgan fulgte unge afroamerikanere, som havde en musiksmag, der ikke passede ind deres befolkningsgruppes foretrukne genrer som hiphop, jazz og reggae.  Unge mennesker, som nægtede at iføre sig joggingbukser, baseball-T-shirts, kæmpestore guldsmykker, jakkesæt eller grøn-rød-gult etnokluns. Som foretrak at rocke til den hvide arbejderklasses hurtige og aggressive punk. Som kunne finde på at sætte håret op i en farvestrålende hanekam og hermed vende op og ned på alle de velkendte stereotyper for farvede og hvide. I 2005 blev den første Afropunk-festival afholdt i Brooklyn. En festival for farvet, alternativ musik, som ikke passede ind i de traditionelle kategorier og for et publikum, som var mere heterogent og komplekst, end det er muligt at sammenfatte i nogen form for marketingkategori. Konceptet var en succes, og Afropunk-bevægelsen voksede støt. Efter Brooklyn har den i de seneste år med jævne mellemrum gæstet Atlanta, Paris, London og Johannesburg.

Afropunk er ikke længere blot en musikfest og fejring af farvestrålende modkultur, men frem for alt også af moden, som her hylles i sin mest skingre og kreative form. Ingen anden festival formår at mobilisere den farvede befolkningsgruppe som Afropunk. Folk kommer langvejs fra - fra London, Bruxelles, Köln, Madrid. Beyoncés stylist Ty Hunter, som sidste år kom til Paris fra USA iført sin grønne rasta-frakke, udtalte: „Det er frem for alt en festival for øjet. En kilde til inspiration. Det handler om stil og en stolt black attitude.“ Bedre kan det ikke siges.

www.afropunk.com