Dora Maar

Muse – et job

Dora Maar, Sans titre, 1935. Copyright de l’œuvre © Adagp, Paris Crédit photo / Photo credit © Centre Pompidou.

Dora Maar var engang den smukkeste og mest interessante fotograf i Paris. Mademoiselle Lili opdager den gådefulde kvinde i Centre Pompidou og spørger sig selv, hvorfor hun ikke bad macho-fjolset Picasso om at gå ad helvede til. Picassos femte elskerinde, Dora Maar – hans „grædende kvinde“, hans muse – var vel én af de mest berømte kunstnerelskerinder i nyere tid.


Picasso forevigede hende gang på gang i verdens dyreste billeder. Og hun er samtidig én af de mest tragiske. Da Picasso forlod hende i 1943, styrtede hun ned i dybe depressioner, som hun led af frem til sin død i 1997. Det var alt, hvad jeg hidtil havde vidst om Dora Maar. Men hvem var hun virkelig?

I Centre Pompidou erfarer man, at hun var meget mere end blot en kunstners elskerinde, og at det er på tide ikke længere blot at betragte den moderne kunsthistories kvinder som vedhæng til deres berømte mænd. Mens jeg betragter hendes udtryksfulde fotografier og skrifter – Dora Maar var en pioner inden for modefotografi, en vigtig aktør i den surrealistiske bevægelse og en skarp politisk tænker – spørger jeg mig selv om, hvad pokker der fik hende til frivilligt at lade sig dominere og ødelægge i en sådan grad af Picasso. Og om, hvad der fortsat stadig ofte får kvinder til at give deres hjerte og sjælefred til mænd, der ganske vist har succes, men hvis personlighed er yderst tvivlsom.

I 1933 var Dora Maar allerede en veletableret fotograf og kunstner, som arbejde i øjenhøjde med store navne som Henri Cartier-Bresson, Man Ray og Georges Brassaï. Men så fulgte den skæbnesvangre dag i 1936, da Paul Eluard præsenterede hende for den dobbelt så gamle pralhans Picasso på Café Les Deux Magots. Og den selvstændige, mystiske mørke skønhed muterede på stedet til en 29-årig kvinde, der tiggede og bad om opmærksomhed, og som søgte at gøre indtryk på den verdenskendte maler med en ret gennemskuelig forestilling: ”Hun gik med sorte handsker med små påsyede lyserøde blomster,” fortalte hendes efterfølger Francoise Gilot senere i bogen Samliv med Picasso.

”Hun tog handskerne af og greb en lang, spids kniv, som hun hamrede ned i bordet mellem de udstrakte fingre … Somme tider ramte hun ved siden af, og inden hun var færdig med sin opvisning, var hånden dækket af blod.” Picasso gemte de blodplettede handsker fra deres første møde i en vitrine, hvor de lå resten af hans liv. De var et trofæ – og Dora Maar et villigt offer, som herefter underkastede sig Picassos luner og karriere, som lod sig stille tilfreds med at virke som fotografen, der dokumenterede hans arbejder, og som først efter deres brud atter fandt modet til at arbejde på egen hånd. Da jeg gik ud af gymnasiet, skrev jeg i vores studenteravis, at jeg drømte om at blive ”kunstnermuse”. Det var sagt i lige dele sjov og eventyrlyst. Efter at have set udstillingen om Dora Maar, er jeg lykkelig over, at mit liv kom til at forløbe i helt andre baner. Og nu ved jeg også, hvorfor jeg aldrig rigtig har brudt mig om Picasso. Udstillingen om Dora Maar: 5. juni - 29. juli 2019 i Centre Pompidou, Paris.

Rogi André/Dora Maar, vers 1937/Épreuve gélatino-argentique29,9 x 39,4 cm/Achat en 1983/Collection Centre Pompidou, Paris/Musée national d’art moderne/Centre de création industrielle/Copyright de l’œuvre © droits réservés/Crédit photo / Photo credit © Centre Pompidou,MNAM-CCI / Georges Meguerditchian / Dist. RMN-GP