Modejournalistik

Tanker i anden række

Intet fagområde ændrer sig i øjeblikket hurtigere end den såkaldte modejournalistik.  Mademoiselle Lili forstår ikke denne nye verden.  


Siddeordenen ved modeshowene i forbindelse med Paris Fashion Week afspejler ret præcist den nye hakkeorden. De vigtige personer får lov til at sidde i forreste række. Engang var det de vigtigste indkøbere, modemagasinernes chefredaktører og stjerneskribenter eller berømte skuespillere. I dag sidder der oftest helt unge piger på forreste række. De omtaler sig selv som bloggere, vloggere eller instagrammere. Jeg kender ikke disse unge piger, men fælles for dem er, at de får damerne – dem, der sidder ved siden af dem, men især dem, der sidder bagved – til at virke temmeligt antikverede. Dette skyldes ikke blot de unge pigers ungdommeligt friske teint, men også at de fra top til tå er klædt i de nyeste designerkreationer – ja, sågar i nogle af dem, som ellers først bliver vist frem oppe på catwalken i forbindelse med showet.  

Fordi jeg tilhører generationen, som voksede op uden smartphone og stadig er i stand til at finde rundt i byens gader uden hele tiden at have min telefon i hånden, kendte jeg ikke disse nye stjerner. I lang tid kunne jeg ikke rigtigt placere dem, og det lykkedes mig også at ignorere dem i lang tid. I løbet af de sidste sæsoner har det imidlertid ikke længere været muligt. For influenserne er overalt. 

I forbindelse med den forrige Paris Fashion Week landede jeg lige midt i en hønsegård af tyske stjerne-influensere. I løbet af en 30 minutter lang bustur ud til en modeopvisning i en tennisklub måtte vi rykke tæt sammen, og jeg lagde ører til lidt af hvert: De unge piger var forurettet over, at Dior ikke forærede sit kluns væk, men kun lånte det ud, og at de under showet måtte nøjes med at sidde i anden række.

Imens viste de hinanden fotos på deres smartphones. Det gik på kryds og tværs: Selfier taget mens man var iført luksus-outfits fra top til tå (”Jeg fik det gratis!” – „Jeg har fået flere millioner likes for det her.” – ”Er den ikke søøøød, den her nye blondetop? Total instagramming.“). Selfier taget i luksussuiter eller dødsmarte Airbnb-lejligheder, som hønsene naturligvis ikke behøvede betale for, fordi de senere skulle anmelde dem på deres blogs (”Jeg har en aftale med dem. Har du da ikke det?”), osv.

Pigerne koketterede med, at de var på „Uber-diæt“ og i dagevis kun havde levet af bolsjerne og mineralvandet, som man kunne få i bilerne.

Jeg indrømmer gerne, at min første reaktion var misundelse. Min næste tanke var: ”For pokker, hvor er jeg bare gammeldags!” Den tredje tanke fik jeg først, da jeg var hjemme igen. Den lød: ”Åh, bare jeg da havde noteret alt det ned, som de sagde!”

Senere røbede pressetalsmanden for en kendt fransk smykke- og urdesigner over for mig, at en af de førende tyske bloggere bor på Paris‘ dyreste hotel på husets regning, har lov til at vælge tre produkter fra den nye kollektion til sig selv og modtager 7.000 euro for tre posts – og så er længden af de pågældende posts endda underordet; det kunne sågar blot være et hashtag og et foto på Instagram. Så var min interesse langt om længe vakt, når det gjaldt disse bling-bling-høns. Hvad er hemmeligheden bag deres succes?

Og så klikkede jeg mig ellers gennem deres fagre nye verden af ballerinaer og business class, af luksushotel og læbestift, af Photoshop og fuldkornsmüsli.      

Jeg erfarede så ophidsende ting, som at de elsker caffelatte, især den fra en helt bestemt producent. At de nusser med deres kat, inden de går til morgenyoga i de megaafslappede økobomuldsshorts fra en helt bestemt producent, eller at Coachella-festivallen i Palm Springs er ”total amazing”. En stormflod at verbale banaliteter og selvforelskede fotos, som ville have kostet enhver journalist jobbet. Hvem interesserer sig for den slags? Kommentarerne fra de såkaldte followers taler for sig selv: „Du er altid så smuk. Hvor har du pengene fra, så du kan købe alle de lækre ting og rejse så meget?” Unge piger tilbedes af endnu yngre piger, som åbenbart ikke har fattet en bjælde af influensernes forretningsprincip. Teenagere, som drømmer sig ind i deres idolers perfekt iscenesatte drømmeverdener. Idoler, der foregøgler at være helt jordnære, og som engang imellem svarer deres mest trofaste fans med en hjerte-kommentar eller et „tak“.

Men én ting forstår jeg stadig ikke: Hvori består forretningsprincipperne hos de store brands, som satser stadig mere på influensere end på klassisk markedsføring? Får alle disse naive followers lommepenge nok til at kunne købe deres produkter? Det får de næppe. Sådan sidder jeg i anden række og tænker mit.