Fashion Week

Hvad i himlens navn skal jeg tage på?

Nu står Paris Fashion Week atter for døren. Mademoiselle Lili overvejer, hvordan hun bedst kan følge med i dette modemaraton.


Hvis man følger Paris Fashion Week i medierne, får man nemt indtryk af, at det hele kun drejer sig om moden, der vises frem på catwalken. Men det er langt fra tilfældet. De besøgende betragter hinanden lige så kritisk indbyrdes, som de studerer designernes kollektioner. Fashion Week er en ego-opvisning for alle involverede. Og som ved ethvert rigtigt maratonløb lyder mottoet: Det gælder ikke bare om at vinde, men om at deltage. Under Fashion Week kan man i princippet iklæde sig hvad som helst. Selv gummisko, T-shirt og cowboybukser er okay, hvis blot de er fra Gucci, Chanel eller Balenciaga. Man kan også tage en urtepotte ned over hovedet, hvis det matcher det samlede kunstværk.  Men man kan ikke troppe op i kluns fra Zara eller H&M.  

Ved hver modeuge har jeg således det samme problem: Hvad i himlens navn skal jeg tage på? Efter otte år i Paris rummer mit klædeskab efterhånden en del dyrt designertøj, men jeg kan trods alt ikke trylle et nyt luksus-outfit frem hver dag i ti dage. Jeg har tit spurgt mig selv om, hvordan de andre mon bærer sig ad med den slags. En ung elev i modebranchen – hun tjener vel små 7.000 kr. om måneden – dukker op i støvler fra Saint-Laurent til en pris af 19.000 kr. Dagen efter kommer hun i Jesus-sandaler fra Isabel Marant. De koster fra 3.800 kr. og opefter. Og hver dag har hun en ny mærkevaretaske dinglende ned fra skulderen. Det er sikkert bare noget, hun har fået som gave. Det tror de fleste – men det passer ikke. Hvis man er meget heldig, kan man som journalist få 30% rabat og således købe til samme pris som luksusmodehusenes faste medarbejdere. Eller sagt på en anden måde: De flotte støvler koster stadig, hvad der svarer til en gennemsnitlig fransk månedsløn.

Kun kendisser og influencere får luksusmode som gave. Tiderne er forbi, hvor modejournalisterne nærmest hver uge blev inviteret til pressesalg, hvor man kunne gøre et rigtigt kup. Men at købe ind til de virkelige butikspriser? Lad mig være så fræk at hævde, at kun rige arvinger, hustruer, elskerinder, narkobaronesser, olieprinsesser og luksusprostituerede har råd til den slags. 

Men den franske modeverden er blevet opfindsom. Hos „Arlettie“, som ligger ved Trocadéro, er der luksusudsalg hver uge. Her skal man være medlem, men for små 400 kr. årligt kan man købe alt det luksuskluns, man orker. Her kan man få alt lige fra Givenchy til Fendi og fra Lanvin til Zadig & Voltaire – og med helt op til 80% rabat. Men lad det være sagt med det samme: Der er ikke tale om afslappet shopping. Man står i kø i timevis, og folk slås i bogstavelig forstand om de bedste tilbud. Og der findes ingen prøverum, så hvis man vil vide, om det lille stykke silke nu også passer, må man strippe på stedet. Men hvis man kun vil betale 3.800 kr. for en ægte Givenchy-kjole, som andre steder i Paris koster over 15.000 kr., må man tage det med.    

Desuden blomstrer handelen med brugt luksusmode som aldrig før i Frankrig. Denne særlige niche skyldes sikkert horderne af influencere og shopaholics, som ikke længere har plads til mere tøj derhjemme.  For modehusene bombarderer markedet med stadig flere kollektioner på stadig kortere tid og har hermed skabt et lukrativt skyggemarked. ”Vestiaire Collective“ blev oprettet i Paris i 2009, og i løbet af få år er det vokset til at være markedsførende i Europa. I 2017 omsatte man for lidt over en milliard kroner, og omsætningen vokser årligt med knap 70%. Hos „Videdressing“ finder jeg også ofte noget, jeg kan bruge. Hvad enten det drejer sig om næsten helt nye Prada-sko eller Armani-solbriller – indtil for nylig kunne jeg ofte finde virkeligt gode tilbud her i prisklassen fra 750 kr. og opefter. Men efterspørgslen er stor, og de private udbydere er begyndt at hæve priserne tilsvarende.    

I begyndelsen smilede jeg ad den hollandske kvinde, som oprettede et online-udlejningsfirma for luksushåndtasker (www.sacdeluxe.fr) i Paris. Her kan man f.eks. leje en Chanel 2.55-håndtaske for 600 kr. pr. uge. Okay, tænke jeg, så vil jeg da prøve at score nogle ekstra point ved denne Fashion Week med en lejet taske fra Hermès-Birkin. Det koster knap 2.300 kr. for en uge, og der er jo ingen, der kan se, at jeg bare har lejet den. Men nej! Ventelisten for blot at leje en Birkin er lige så lang, som hvis man ønsker at købe én hos Hermès. Og jeg har stadig ikke fundet svaret på mit spørgsmål: Hvad i himlens navn skal jeg tage på?