Markeder

På markedet

De ugentlige markeder er en institution i Paris. Ikke mindst nu, hvor man kan købe årets første, friske asparges, finder Mademoiselle Lili sin indkøbstrolley frem for at aflægge sine yndlingsmarkeder et besøg og dæmpe den kulinariske hjemve.  

Mellem Bastillen og Place de la Nation ligger et lille stykke Paris, hvor man kan opleve den sjældne og dejlige følelse af at være helt alene blandt parisere. Byens 12. Arrondissement scorer ikke højt, hvad seværdigheder angår, men derimod på sin charme. Nu hvor årets første asparges stikker hovedet oven jorden i det sydlige Frankrig, tager jeg hver weekend min indkøbstrolley og går derhen. Den lækre forårsgrøntsag frister nemlig en skyggetilværelse i Frankrig. Mens hele Tyskland hengiver sig til aspargesrusen, er asparges lige så sjældne som trøfler i de parisiske supermarkeder. Og da jeg ikke har tænkt mig at afstå fra visse kulinariske traditioner, er jeg derfor nødt til at tage hen på et af de ugentlige markeder.  
For mig er markedet Marché d’Aligre (Place d’Aligre) det smukkeste i hele byen. Det er som en lille landsby for sig. Ganske vist er de gamle overdækkede markedshaller åbne hele ugen fra tirsdag til søndag, men i weekenden mødes alle de lokale mennesker her. Her kommer bobo-familierne – den parisiske forkortelse for bohème bourgeoise – for at købe politisk korrekt frugt og grønt til deres børn. På markedet blander de sig med gamle parisere og nytilkomne migranter fra alverdens lande. Inde på markedet kan man købe alle slags økologiske grøntsager og franske delikatesser. Uden for er der loppemarked og endnu flere boder, som folk glider småsnakkende forbi eller stopper op ved for at få sig en sludder.    

Når min indkøbstrolley er godt læsset, stiller jeg mig lige som alle andre i kø foran Baron Rouge (1, Rue Théophile Roussel). Hver lørdag og søndag henter værten Bernard nemlig morgenfriske østers hos en avler i Bretagne. Efterspørgslen er så stor, at den opfindsomme vært har skabt noget, der mest af alt minder om en præhistorisk udseende guillotine, hvormed han hurtigt og nemt kan åbne store mængder østers. Har man lyst, kan man købe nogle passende dråber i hans vinbar – en flaske champagne koster i øvrigt kun 40 euro – og stå ved et af de små borde indenfor eller ude foran og falde i snak med alle mulige mennesker.

Mine vegetariske venner har også mulighed for at købe ind på markedet. I Boucherie Végétarienne (15, rue d’Aligre) bliver der ikke slagtet; her kan man i stedet købe soja-burgere og -steaks, både til at tage med hjem og til at spise som snacks på stedet.  

Et af mine andre yndlingssteder er det overdækkede Marché des Enfants Rouges (39, Rue de Bretagne). Det ligger gemt i en baggård i kvarteret Le Marais. Dette ældste marked i Paris er opkaldt efter et tidligere hjem for forældreløse børn, som gik klædt i røde uniformer. Her findes en række stande med frisk frugt og grønt, fisk, ost og kødprodukter – men stedet er i dag frem for alt en yndet streetfood-destination, hvor alverdens smagsretninger forenes under ét og samme tag: Her kan man hurtigt og smart spise rigtig god japansk, marokkansk, libanesisk, afrikansk eller italiensk mad ved ét af de farvestrålende plasticborde. Lamme-tajine med blommer og couscous kan virkeligt anbefales. Det samme gælder poulet yassa fra den afrikanske bod. Mine elskede asparges spiser jeg så, når jeg kommer hjem.