Pierre & Gilles

En himmel fyldt med stjerner

Deres fotomalerier er som hulkende violinmusik: Philharmonie de Paris udstiller Pierre & Gilles, og Mademoiselle Lili bliver nostalgisk.  


Lad mig begynde med at fortælle en hemmelighed. Paris’ kunstnere var én af årsagerne til, at jeg forelskede mig så dybt i byen. For mange år siden, da jeg opholdt mig i Paris som udvekslingsstudent, krydsede jeg hele tiden deres spor. Vi holdt af de samme klubber og de samme mærkelige typer, havde den samme forkærlighed for Jesus-postkort med 3D-effekt, plasticfigurer af Jomfru Maria med et blinkende rødt hjerte i brystet og oplyste fontæner med helgenfigurer, der fik pumpet vand op i øjnene, så det så ud, som om de græd.  

Min egen samling var pænt stor, men i sammenligning hermed var Pierre & Gilles‘ enorme lejlighed et sandt Versailles, når det gjaldt forkærlighed for kitsch.  Jeg var helt væk i dem og deres kunst. Dengang var parret stadig et undergrundsfænomen i det parisiske bøssemiljø og slet ikke de berømte kunstnere, som de er i dag, hvor man kan beundre deres værker på verdens største museer. Som kunstkritiker skrev jeg min allerførste artikel om dem, og jeg var tilstede, da de i deres kælderstudie i Paris-forstaden Le Pré-Saint Gervais iscenesatte Nina Hagen med kæreste og fælles barn som Den hellige Familie.

At Philharmonie de Paris – byens spektakulære musikhus med sin mosaik af 340.000 stiliserede aluminiumfugle – afholder en stor udstilling med Pierre & Gilles‘ værker, er en smuk gestus. For netop portrætter af musikere har været et gennemgående tema i deres værk, siden de i 1976 revolutionerede det tidstypiske portrætfoto ved at gøre kitsch, sentimentalitet og hele „camp“-ånden museumsduelig. I deres univers bliver alle til helgener – lige fra den navnløse bandit fra én af Paris’ klubber til de berømte stjernemusikere, der tilbedes som guder.    

Udstillingen er et akustisk-visuelt kunstværk. Her forenes for første gang stort set hele det musikalske panteon fra de seneste 40 år. Der er tale om musikere, hvis sange har fulgt Pierre & Gilles hele livet. Kunstnerne afslører sig selv som store fans med deres smukke og farverige portrætter, der somme tider er af en nærmest overjordisk skønhed. Med sin pensel tryller Gilles med teint og ansigtstræk på fotopapiret på en så overbevisende måde, som intet selfie-filter nogen sinde kommer til at gøre ham efter. Paraden af musikguder rækker fra Etienne Daho til Stromae, fra Sheila til Eddy de Pretto, fra Sylvie Vartan til Nina Hagen, for slet ikke at tale om Claude François, Marilyn Manson, Boy George, Madonna, Lio og Michael Jackson.  

Kun to af mine personlige musikikoner er aldrig blevet portrætteret af Pierre & Gilles. Det er Prince, som i bogstavelig forstand er en del af mig, og David Bowie, der i sin tid lokkede mig til Berlin med sin musik. Jeg er nødt til at spørge Pierre & Gilles, hvorfor det forholder sig sådan.    

„Pierre et Gilles – La Fabrique des Idoles, indtil 23. februar 2020 i Philharmonie de Paris.