Pierres Précieuses

Diamantfeber

Det naturhistoriske museum i Paris danner i år rammen om en udstilling af højeste karat. Mademoiselle Lili får glimt i øjnene ved synet af alle de kostbare ædelsten.   

Der findes luksus i kategorier, der gør dem så uopnåelige, at jeg i lang tid blot har ignoreret dem. Én af dem er haute joaillerie. Jeg kan slet ikke forholde mig til juveler, der koster fra 750.000 kr. og opefter – og således er det heller ikke noget, jeg har gået og ønsket mig.  

Men det ændrede sig, da jeg flyttede til Paris. Byen åbner éns øjne for skønhed, raffinesse og omhyggeligt iscenesat pragt. Den hæver betragteren op over mainstream og åbner den søgendes øjne mod hidtil uanede horisonter. Mødet med en kinesisk munk på en antikmesse for mange år siden ændrede mit syn på smykker af højeste karat totalt.  

Wallace Chan er zen-mester og én af vor tids helt store smykkevirtuoser. Han draperede en kæde til en værdi af 420.000 kr. om min hals og opfordrede mig til at træne mit uskyldige blik ved at betragte hans kunstværk og de dertil anvendte ædelsten. Det lykkedes ikke lige med det samme. Jeg følte mig helt svimmel, men i løbet af vores lange samtale forklarede han mig om, hvor meget ydmyghed og tålmodighed, kunst og kunnen, lys og skygge – og ikke mindst om, hvor stort et omfang af spiritualitet – der indgår i en sand mesters omgang med ædle sten og metaller.  

Udstillingen „Pierres Précieuses“, som juvelérhuset Van Cleef & Arples afholder i samarbejde med det naturhistoriske museum i Paris, undersøger, hvordan og hvorfor menneskene i titusindvis af år har været fascineret af ædelsten og smykker. De besøgende bliver gennem en mørk tunnel med orangerødt lys for enden ført på en symbolsk rejse dybt ned i jordens indre. Ad en elliptisk rute med skiftende farve- og lyssætning præsenteres ædelstenenes geologiske oprindelse og kulturelle historie.  

Udstillingen omfatter mere end 750 smykker, hvoraf 250 er udlånt af Van Cleef & Arples. Disse omfatter sjældent eller aldrig tidligere udstillede kronjuveler såvel som historiske smykker fra aztekernes verden, fra renæssancens Italien eller det franske kongehus. Udstillingen byder også på mineraler og opsigtsvækkende ubearbejdede ædelsten som f.eks. en 15 kg tung og 2,5 milliarder år gammel rubin fra Indien.  

På udstillingen lærer de besøgende, at ædelsten er værdifulde i mere end én henseende, fordi de i deres indre spejler jordens 4,6 milliarder år lange historie – en kosmisk dimension, som bliver håndgribelig, når man rører ved en ædelsten.  

Og vi erfarer, at de funklende, slebne juveler, som vi kender dem i dag, først blev opfundet i Frankrig i 1600-tallet. Skønt ædelsten har spillet en væsentlig rolle stort set til alle tider og i næsten alle kulturer, anvendte man tidligere runde, matte og uigennemsigtige sten. Det var solkongens smykkekunstnere, som udviklede facetslibningen, og siden da har den franske bling-bling-stil ikke blot defineret verdens smag, men også gjort Paris til centrum for verdens juvelérkunst. Lad dig ikke blænde. Træn dit uskyldige blik.     

Indtil 14. juni 2021: ”Pierres Précieuses", La Grande Galerie de l’Evolution, 36 rue Geoffroy St-Hilaire, 75005 Paris, www.mnhn.fr

© Eric Sauvage