Denne gang var det hele nyt. I forbindelse med Berlin Fashion Week 2018 stod alt i fremskridtets tegn med ny location og nyt koncept. Den eksklusive event location ewerk i centrum af Berlin var i to dage midtpunkt for i alt 10 designershows inden for rammerne af MBFW - Mercedes Benz Fashion Week. Det hele var lidt mindre, men også lidt mere eksklusivt. Hertil kom den tysk-polske Dawid Tomaszewski, som aftenen før åbningen af det officielle show præsenterede sin nye kollektion. Og med La Biosthétique var der også en ny beauty expert med til start. Alexander Dinter er International Creative Director hos La Biosthétique. Hans og makeup-kunstner Steffen Zolls internationale team stod for samtlige leadlooks i forbindelse med designershowet. En monsteropgave! 10 shows i løbet af 48 timer. Forud for showet havde man i løbet af kort tid udarbejdet et passende beauty-koncept, som passede perfekt til hver enkelt kollektion, og som harmonisk fremhævede hver enkelt models look.
Dawid Tomaszewskis efterårs- og vinterkollektion er præget af diskrete farver som mørkeblå og grå samt pink og rødlige highlights. Fra tweed-støvler til ponchoer i glencheck-mønster og fodlange kimonofrakker, fra violette satinkjoler til frynset pels kombineret med fløjl og en regn af pailetter - publikum var især begejstret over den fantastiske mangfoldighed af ideer og individuelle højdepunkter, som i sidste ende alligevel forenedes i en mønstergyldig og harmonisk kollektion.
I forbindelse med hårstylingen var fokus især rettet mod modellernes undone look. Det lange hår var først sat op til en høj hestehale, som bagefter blev fikseret med mange synlige spænder hen over issen. Hensigten hermed var at skabe en ponyfrisure, som faldt undone og messy ned i ansigtet.
Makeuppen fortsatte konsekvent linjen med ungdommelig, sporty og vovet styling. Den friske teint med dens dæmpede fremhævninger fik et dramatisk touch vha. en iøjnefaldende rød læbe-makeup med udflydende ombré-effekt.
Ivan Mandžukić har med sit brand Ivanman skabt en farvestrålende appel til den moderne mand. Kollektionen bød på et ironisk blik på klassiske kønsstereotyper og lod de imponerede tilskuere opleve lysende mode bestående af græsgrønne bukser, jakker og frakker kombineret med brogede mønstre. Billedet blev afrundet med blomsterelementer og laktasker.
Sammenlignet hermed virkede hår- og makeup-koncepterne ret diskrete. De naturlige, maskuline former i håret var let markeret, og teinten var kun forberedt til runway'en med en let mattering.
Ewa Herzog fra Berlin iscenesatte et comeback af kølig elegance og kvindelighed. Masser af gennemsigtig blonde, tyl, uld, vinrøde jumpsuits side om side med blegrosa og sorte kjoler med gyldne eller sølvfarvede highlights og iøjnefaldende accessoires samt hjerteformede spejlsolbriller var de fremherskende elementer i denne sæsons looks.
Hårstylingen var en konsekvent videreførelse af kollektionens spændvidde. Først blev håret stylet sleek bort fra ansigtet og samlet i en stram hestehale, som blev fæstnet til en low bun i nakken.
Makeuppen fremhævede kollektionens selvbevidste og stærke attitude perfekt. Den var domineret af kraftigt markerede øjne og markant fremhævede kindben. Til gengæld fremstod læberne diskrete med en let nude-farve.
Konstanze Maager fik en fantastisk debut ved MBFW med sit brand Cashmere Victim, som overbeviste med såvel lette og luftige kreationer som de mest brogede mønstre. Lysende farver lige fra magenta og orange til turkis kombineret med blomsterprint og akvarellignende sorte linjer. Bukser i læderlook og Doc Martens-støvler kombineret med lette bluser med blomstertryk og frugtmønstre. Især traner spillede en stor rolle i den usædvanlige kollektion.
Håret blev friseret meget sleek med midterskilning og samlet i en lav hestehale. Gyldne bånd, som blev viklet om hovedet, skabte en interessant effekt.
Makeuppen overbeviste med modige og spændende effekter. Let, sommerlig rødmen på kinderne blev suppleret med et kraftigt markeret øjenparti med sølv- og guldpudder. Som et særligt highlight blev øjenbrynene fremhævet med glimmer. De mandarinfarvede læber skabte en ungdommelig friskhed, og konturerne blev brudt med et strejf af guld. Resultatet var et moderne fe- og paradis-look, som scorede mange point på sin lethed.
Til deres vinterkollektion havde Isi Degel og Ulrich Schulte ladet sig inspirere af kunsten i alle dens former og farver. Kreationerne, som publikum belønnede med flere minutters bifald, skabte med deres dæmpede pastelfarver og intensive farver en atmosfære som i Matisses silhuetter oppe på runway'en. Med kombinationen af elemeter fra sports- og funktionstøj ramte Riani lige midt i trenden.
La Biosthétique's hårkoncept fremhævede modens ungdommelige lethed med en ukompliceret, pigeagtig sleek stil. Den lavt placerede hestehale og de løse krøller langs konturen skabte i forening en vægtløs attitude. Glossing spray på toppen skabte en fantastisk glans.
Hårstylingens æteriske, gennemsigtige elementer indgik også i makeuppen. Teinten strålede i et glow af orange- og bruntoner og undgik helt hårde konturer. Looket blev afrundet af en glossy læbe-finish.
Afslutningen på første dags show udgjordes af brandet Callisti fra Wien, som blev præsenteret af Mercedes Benz og magasinet ELLE. Callisti levede endnu engang op til sit ry om at præsentere edgy-elegant mode til selvbevidste kvinder. Brandet overbeviste med fyldige, opulente skørter, som var kombineret med små toppe. Kimono- og samurai-stilen spejlede asiatiske og fjernøstlige inspirationer. Som altid hos Callisti var også denne kollektion præget af diskrete farver og figursyede kreationer. Kollektionen blev afrundet med en blanding af udpræget maskuline militær-inspirerede looks, som aktuelt er højeste mode, samt stærkt følsomt-feminine udtryk.
Håret og makeuppen var lige så udtryksstærke som kollektionen. Hårstylingen mindende om vilde, stærke amazoner. Håret var stylet sleek bagud og clipset smalt fast på baghovedet.
I forbindelse med makeuppen var især den sølvfarvede metallisk glinsende hud iøjnefaldende. Kraftigt bordeauxfarvede øjne skabte et intensivt blik. Som en ekstra fremhævning blev der påført en let olie på øjenskyggen. Dette gav øjenmakeuppen en spændende tredimensional virkning. Kinderne blev kraftigt markeret og interessant fremhævet vha. contouring.
Modeshowets anden dag indledtes med Sportalm, som bød på et afvekslende show i forbindelse med brandets 65-års jubilæum. Kollektionen spændte fra sporty og elegante fashion looks til farvestrålende skimode med kraftige retroelementer. Tynde blonder, varm uld, blødt læder og kunstig pels udgjorde hovedelementerne. Hertil jeansagtige skibukser med denim-print, firmalogoer af krystaller, neon-skidragter med blomsterapplikationer og junglemotiver. Man skal også regne med at støde på camouflage-, leo-, jordbær-, ento- og krokoprint på skipisterne i den kommende vinter.
Modellernes hårstyling og makeup modsvarede den sporty mode. En moderne, typetilpasset maquillage med Glow Base skabte en sund, naturlig teint. Øjnene strålede i bløde guld-brune toner, og læberne fremstod i en diskret toffe-tone.
Hårstylingen overbeviste ligeledes med sin naturlighed. Det løse hår blev stylet til en ukompliceret bølget frisure vha. to forskelligt tykke krøllejern.
Irene Luft arbejder traditionelt med masser af tyl og brusende kjolevariationer. Hendes kollektion kendetegnes af feminint snit og romantisk legesyge detaljer. I denne sæson dominerer farverne sort og rød, som kombineret med stiliserede blomsterapplikationer på opulent tyl fik kjolerne til at fremstå såvel moderne og kontrære som karakteristiske og ædle. Helt gennemsigtige toppe og fyldige tylskørter forenedes i en yndefuld symbiose.
Hår- og makeupkonceptet var iøjnefaldende: For at give indtryk af et rebelsk, punket undercut blev håret på baghovedet stylet fladt og skinnende og fikseret på venstre side af hovedet. Resten af håret fik en vild tekstur med Powder Spray og Beach Effect Spray og faldt ned i ansigtet som et gardin.
Makeuppen fuldendte det vilde look. I fokus stod de sortsminkede øjne, hvor øjenskyggens kontur blev duppet vildt med fingrene. Sort mascara skabte yderligere dramatik. Makeuppens highlight var den kunstige tåre, som løb ned ad kinden.
Klare snit, enkle og feminine designs, den typiske og usædvanlige tilbageholdenhed og Maisonnoées kendetegn - den gentagne anvendelse af læder. Blomsterprint, dybe udskæringer, hatte, stiliserede ternede mønstre samt sort og hvid som de dominerende farver prægede billedet af den nye kollektion.
Hårstylingen var moderne, bølget og med volumen. Vha. et stort krøllejern, som håret blev viklet skiftevist højre og venstre rundt om, skabtes et meget naturligt look. Glatte spidser var et must for at opnå et moderne look.
Makeuppen var dejligt frisk. Den regelmæssige huds naturlige glans blev fremhævet med blidt orangefarvet rouge på kinderne. Også øjnene fik en blid orange contouring, og bagefter blev øjnene indrammet med eyeliner i farven "Brownie Lilac". Læbernes diskrete rosétone medvirkede til at understrege friskheden. Som highlight blev der påført sølvpudder på kinderne.
Sportsbrandet Bogner udgjorde finalen ved MBFW 2018. I modsætning til de andre designere fravalgte Bogner den klassiske catwalk-præsentation. Efter en kort præsentation med tilhørende videoklip lod Bogner sine modeller tage plads på tilskuertribunen, hvor de blev oplyst af spotlights. Kollektionen bestod af luksuriøs ski- og vintermode i klassiske creme- og gråtoner. Men der var også meget at komme efter for de farveglade i form af veste, sweatere og skibukser i kraftige farver som rød, gul, orange og rosa. Frisurer og makeup fuldendte det sportslige koncept.
Sundt, langt hår, som skulle se forholdsvist lidt "done" ud, stylet i franske fletninger for at skabe naturlig bevægelse.
Makeuppen strålede som kysset af solen. Ansigtets højdepunkter blev fremhævet med Glamour Kit Silver for at skabe et diskret skiferie-look. Lette smokey eyes markerede øjenpartiet, mens læbernes farve fremstod som et miks af læbestiften Lovely Rose og Glamour Kit Silver.