hd12439

Barn for en dag

Det har altid været utænkeligt for Mademoiselle Lili at tage i Disneyland Paris. Men så fik hun besøg af en veninde med børn …    


Der er ting, som folk her i Paris bare ikke gør. De står f.eks. ikke i kø i timevis for at tage elevatoren op i Eiffeltårnet. Disneyland stod heller ikke ligefrem på min liste. Denne amerikanske marengsverden langt ude på landet hinsides bygrænsen. En kæmpestor bolsjefarvet pengemaskine fyldt med fantasifigurer, gøgl og mennesker. En enorm cirkusforestilling. Sådan bildte jeg mig i hvert fald ind, at det var. 


Så kom én af mine veninder på besøg hos mig i Paris. Hun havde sine døtre med. De var otte og ti år gamle. Og da shopping, museer og cafeer ikke rigtig var noget for børn, måtte vi finde på noget, som kunne holde pigerne i godt humør. Hvad ville de allerhelst lave? De ville gerne en tur i Disneyland. 


Studio_N024467
N033396

Og en skønne morgen stod vi i kø foran indgangen til det, som jeg gik ud fra var helvede på jord. I gennemsnit lægger 27.000 mennesker turen om ad Disneyland. Dagligt. Og det meste af dagen tilbragte vi med at stå i kø. For at købe mad, for at købe noget at drikke og for at gå på toilettet. Og for det meste i en times tid foran de mest populære attraktioner. I dette mylder er det nærmest umuligt at opleve alt det, som parken har at byde på, medmindre man åbner tegnebogen endnu mere og køber Premier Access. Hermed får man adgang til overhalingsbanen uden om køerne. Man kan købe Premier Access til en hel dag eller til udvalgte attraktioner. 


Dengang fandtes der endnu ingen app, som gav folk en forestilling om, hvad der ventede dem inde i parken. Vi startede med mere eller mindre tilfældigt at hoppe på noget, der hed  Crush’s Coaster. Det langsomme tog, som vi havde set køre forbi, lod til at være en stille og rolig start. Det troede vi i hvert fald. Turen startede med et dyk ned i den magiske Nemo-verden med koralrev og fantastiske lyseffekter, men blev ret hurtigt til en vild, spiralformet rutsjebanetur med sving og loops i bulderbragende mørke, indtil vi ikke længere vidste, hvad der var op og ned. Pigerne skreg af glæde. Og det gjorde de voksne også. Turen tager kun små to minutter, men den var hele den lille times ventetid værd. Til min forundring opdagede jeg, at jeg var ved at blive overbevist. At jeg var ved at blive fan. Jeg indså, at dette var en del af Disneylands iboende magi. Man bliver aldrig skuffet, uanset hvor længe man må stå i kø. 


N034903
N034251

Jeg var fyr og flamme og totalt ramt af Disney-rusen. Candyfloss, popcorn, cola, burgere og pommes frites – det smagte alt sammen lige så godt som i gamle dage. Man bliver barn for en dag og glemmer alle løftede pegefingre og påbud om at spise sundt. Den slags er man også nødt til at se stort på, for det økologiske og veganske vanvid har endnu ikke haft held med at trænge gennem Disneylands sikkerhedskontroller. 


Min ultimative to-do-liste til en dag i Disneyland omfatter: 1. Crush’s Coaster. 2. Hollywood Tower – et adrenalinpumpende elevatorstyrt i et spøgelseshotel. 3. Ratatouille – en vanvittig forfølgelsesjagt i 4D. 4. Star Wars Hyperspace Mountain – liftingeffekten i ansigtet er vanvittig, når man drøner op ad startrampen! 5. Phantom Manor – et spøgelseshus med gyngende gulve og fantastiske 3D-projektioner, som varmt kan anbefales netop nu, hvor halloween nærmer sig. 6. Pirates of the Caribbean – en uhyggelig, fugtig rejse gennem Jack Sparrows verden.   


Uanset hvor træt man er efter en lang dag i Disneyland, og mener at man har set masser af fyrværkeri før – så overgår det afsluttende Disney Dreams alt, hvad man hidtil har set. En storslået symfoni af musik, vand, ild, raketter og de nyeste visuelle effekter. Mere trylleri på én gang er slet ikke muligt. Med hovedet fyldt med billeder og nye indtryk tog vi hurtigtoget tilbage til Paris. Hver gang toget gyngede lidt, håbede vi på nye loops og sving.