Tssst-tssst-tssst svirrer insekterne. Fugle, frøer og brøleaber ledsager den grundlæggende lyd. Rooooooar, rooooooooooar – så kommer jaguaren. Dens brøl får de små hår i nakken til at rejse sig. Jeg ligger på loungepuder i underetagen af Fondation Cartier – og er midt inde i Costa Ricas jungle. De visualiserede lydfrekvenser løber som kurver hen over de mørklagte vægge og spejler sig i vandbassinet foran. Her tager ørerne på rejse – tolv minutter ad gangen fra Mellemamerika til Afrika og tilbage til Nordamerika og videre til koralrevene ud for Australien. Velkommen til "Great Animal Orchestra". En absolut hypnotisk oplevelse for alle stressede storbyboere, der vil væk fra civilisationens larm. Dirigenten for det klangfulde spektakel er den amerikanske musiklegende og bioakustiker Bernie Krause.
Den nu 77 år gamle musiker er en pioner inden for elektronisk musik. I 1967 introducerede han Moog-synthesizeren i popmusikken, han har arbejdet sammen med The Doors og været med til at lave soundtracks på kultfilm som "Apocalypse Now" og "Rosemary's Baby". Så opdagede han lyden af natur og tog en doktorgrad i bioakustik. Med sit "Wild Sanctuary" – 5000 timers optagelser af 15.000 forskellige dyrearter – har han på en periode på 50 år samlet det nok største lydarkiv med naturstemmer i hele verden. Det er en akustisk konserveret naturarv af "soundscapes", klanglandskaber, hvoraf halvdelen allerede ikke længere kan høres i dag, fordi de livsrum, optagelserne blev lavet i, er blevet ødelagt eller meget
forandrede, fortæller Bernie Krause. I hans soundscapes sættes der lyd på den dramatiske miljøødelæggelse, hvor øjet ikke kan se den.
Fondation Cartier i Paris har i 32 år været et af byens mest interessante museer og skabt omtale med vidt forskellige udstillinger. Kunst, film, arkitektur, design, mode, teater, musik, videnskab – tværfaglighed er en fast del af programmet. Da smykke- og urmageren Cartier åbnede sin Fondation Cartier i 1984, var det en absolut nyhed at kombinere luksusmærker og kunst, og verden var også en anden, end den er i dag. Den socialistiske præsident François Mitterrand overvejede endda at nationalisere Cartier. Luksus blev anset som politisk ukorrekt. I dag er branchen en eksportsucces, næsten alle franske luksusvirksomheder har deres egen kunstfond. Selv om det lidt søvnige 14. arrondissement i Paris ikke netop ligger på den gængse turistrute, kan det altid betale sig at lave en afstikker til Jean Nouvels glasbygning på Boulevard Raspail.
"The Great Animal Orchestra" frem til 8. januar 2017 i Fondation Cartier, 261 Boulevard Raspail, 75014 Paris