Musée Carnavalet

Alt om Paris

Musée Carnavalet fortæller byens historie i episk format og med bizarre detaljer. Mademoiselle Lili føler sig godt underholdt. 

Lad det være sagt én gang for alle: Lad være med at ville for meget! Man kan ikke opdage hele Paris i løbet af én dag. Det er bedre, hvis man nøjes med at begrænse sig til den epoke, som man interesserer sig mest for.  Efter fem års renovering genåbnede Musée Carnavalet i sommer. I lange tider var det ikke stort mere end byens støvede pulterkammer. En slags raritetskabinet propfyldt med kunstværker, møbler, historiske rustninger, bymodeller og en masse skrammel.  Nu har byens ældste museum gennemgået en foryngelseskur. Alt præsenteres friskere og mere pædagogisk og frem for alt i kronologisk rækkefølge. Mange udstillingsstykker er ligefrem anbragt i børnehøjde.  Det enorme udstillingsareal ligger centralt i Marais-kvarteret, strækker sig over to palæer fra 1500- og 1600-tallet og skal iflg. borgmester Anne Hidalgo fremover høre til de steder, som enhver turist, der besøger Paris, simpelthen skal opleve. 


Den halvanden kilometer lange spadseretur gennem de 3.900 kvadratmeter, som rummer hele Paris‘ historie, begynder i kælderens udstilling af præhistoriske fund fra stenalderen og ender i vores egen tid med demonstrationer, gule veste, corona og Notre-Dames brand. 

Musée Carnavalet

Man kan ikke blot beundre den første Paris-borgers kranium og tænder, men også højdepunkter som den originale Menneskerettighedserklæring fra revolutionens tid, Marcel Prousts sovekammermøbler, lænestolen, hvori Voltaire døde, såvel som Hotel de Wendels genopførte balsal med sine enestående og monumentale vægmalerier i jugendstil. Af museets mere end 600.000 objekter udstilles „kun“ 3.800 – men de har alle sammen så meget at fortælle, at jeg var helt ør i hovedet efter tre timers rundtur. 

Jeg havde nær overset de kuriøse ørenringe i rummet, der er viet tid tiden umiddelbart efter den franske revolution. Der er tale om små messingsmykker, der forestiller en guillotine med dinglende hoveder under. Da jeg i min fascination hev smartphonen frem for at tage et billede, trak sikkerhedsvagten mig til side og fortalte mig om en bizar Paris-mode: Fra og med 1795 fejrede de overlevende adelige deres makabre ”offerbal”, som snart blev en institution i sig selv. Mændene mødte op i sørgedragt. Kvinderne var iført toga, var barfodede og havde kort eller opsat hår som de dødsdømte før henrettelsen. De havde et blodrødt bånd om halsen, og når de dansede, nikkede de kraftigt med hovedet for at symbolisere selve henrettelsesøjeblikket. Mon Dieu! Der er mange forskellige måder at bearbejde et trauma på!

Musée Carnavalet
Musée Carnavalet

Mens jeg bagefter sad i den ansete pop-up-restaurant „Les Jardins d’Olympe“ og gaflede vegetariske lækkerier, spurgte jeg mig selv, hvilken partymode pariserne mon opfinder engang ud i fremtiden for at tage afsked med endnu en svær tid. Jeg tror, at et maskebal kunne være en god idé.  


Musée Carnavalet, www.carnavalet.paris.fr