The Culture of Beauty
Håret er hovedsagen
Vask, klip og styling. Et museum i Paris fortæller frisurens ultimative kulturhistorie. Mademoiselle Lili ved nu, hvorfor håret er hovedsagen.
Musée des Arts Décoratifs hedder i daglig tale aldrig andet end MAD. Her kan man se de mest underholdende og lærerige udstillinger. Hvad enten det drejer sig om skiftende modetrends inden for undertøj eller sko, om luksussens historie eller om dresscode, forstår kuratorerne hver gang at skabe stor historie ud af hverdagens små genstande og vores egen forfængelighed og herved vise betragteren hele den store kulturhistoriske sammenhæng. Den nye udstilling „Des cheveux et des poils“ omfatter mere end 600 forskellige objekter, som tilsammen fortæller historien om krops- og hovedbehåringens historie fra 1400-tallet og op til i dag.
Har man somme tider spurgt sig selv om, hvorfor fornemme mænd i perioden fra 1630 og frem til omkr. 1800 altid gik med store parykker – og hvorfor dommere og advokater stadig gør det i Storbritannien den dag i dag – giver udstillingen svaret. Og det er ret banalt – nemlig, at den franske solkonge, Ludvig d. 14., mistede håret, mens han stadig var en ret ung mand. For at skjule sin skaldede isse begyndte han at gå med parykker fremstillet af ægte hår. Og for ikke at virke latterlig tvang han resten af hoffets mænd til at gøre det samme. Dette trick kopierede de britiske konger, som også døjede med skaldethed, og parykkerne blev herefter en uundværlig del af uniformen i de britiske retssale. Og det er de stadig. Dog fremstilles parykkerne i dag af hestehår.
Den eksklusive stjernefrisør er også et langt ældre fænomen, end man lige skulle tro. Allerede den franske dronning Marie-Antionette havde én. Han hed Léonard Autier, og han startede sin karriere med at gøre væsen af sig som excentrisk teaterfrisør i Paris. Dronningen udnævnte ham til sin officielle hoffrisør og udstyrede ham med eget frisørakademi og modemagasin. Autiers op til én meter høje og fem kilo tunge gigantparykker – de såkaldte poufs – var topmoderne i 1700-tallet. Men så kom revolutionen og guillotinen. Først i 1960’erne genopstod looket i form af den såkaldte bikubefrisure.
Den eksklusive stjernefrisør er også et langt ældre fænomen, end man lige skulle tro. Allerede den franske dronning Marie-Antionette havde én. Han hed Léonard Autier, og han startede sin karriere med at gøre væsen af sig som excentrisk teaterfrisør i Paris. Dronningen udnævnte ham til sin officielle hoffrisør og udstyrede ham med eget frisørakademi og modemagasin. Autiers op til én meter høje og fem kilo tunge gigantparykker – de såkaldte poufs – var topmoderne i 1700-tallet. Men så kom revolutionen og guillotinen. Først i 1960’erne genopstod looket i form af den såkaldte bikubefrisure.
Den næste historiske VIP-figaro var Monsieur Antoine. Inspireret af Jeanne d’Arc skabte han den legendariske „garçonne“-frisure – den ungdommelige korte bob-frisure, som i 1920’erne udviklede sig til et symbol på kvindernes kamp for ligestilling. Frisuren blev verdensberømt, da den blev adopteret af bl.a. modedesigneren Coco Chanel, skuespilleren Louise Brooks og danseren Josephine Baker. Monsieur Antoine var den første, som havde held med at lade parisernes stil slå igennem i USA. Han skrev siden kontrakt med Hollywood og satte håret på den nye tids verdensberømte stilikoner.
Håret som fetich, som kendetegn, som kunstobjekt, som spejlet på en epoke: Søger man inspiration til en ny frisure, får man valuta for pengene på udstillingen „Des cheveux et des poils“. Og man får samtidig hårets kulturhistorie med i købet.
«Des cheveux et des poils», fra 5. april til 17. september i MAD Paris. www.madparis.fr