Lad mig begynde med at fortælle en hemmelighed. Paris’ kunstnere var én af årsagerne til, at jeg forelskede mig så dybt i byen. For mange år siden, da jeg opholdt mig i Paris som udvekslingsstudent, krydsede jeg hele tiden deres spor. Vi holdt af de samme klubber og de samme mærkelige typer, havde den samme forkærlighed for Jesus-postkort med 3D-effekt, plasticfigurer af Jomfru Maria med et blinkende rødt hjerte i brystet og oplyste fontæner med helgenfigurer, der fik pumpet vand op i øjnene, så det så ud, som om de græd.
Min egen samling var pænt stor, men i sammenligning hermed var Pierre & Gilles‘ enorme lejlighed et sandt Versailles, når det gjaldt forkærlighed for kitsch. Jeg var helt væk i dem og deres kunst. Dengang var parret stadig et undergrundsfænomen i det parisiske bøssemiljø og slet ikke de berømte kunstnere, som de er i dag, hvor man kan beundre deres værker på verdens største museer. Som kunstkritiker skrev jeg min allerførste artikel om dem, og jeg var tilstede, da de i deres kælderstudie i Paris-forstaden Le Pré-Saint Gervais iscenesatte Nina Hagen med kæreste og fælles barn som Den hellige Familie.
Paraden af musikguder rækker fra Etienne Daho til Stromae, fra Sheila til Eddy de Pretto, fra Sylvie Vartan til Nina Hagen, for slet ikke at tale om Claude François, Marilyn Manson, Boy George, Madonna, Lio og Michael Jackson.
Kun to af mine personlige musikikoner er aldrig blevet portrætteret af Pierre & Gilles. Det er Prince, som i bogstavelig forstand er en del af mig, og David Bowie, der i sin tid lokkede mig til Berlin med sin musik. Jeg er nødt til at spørge Pierre & Gilles, hvorfor det forholder sig sådan.
„Pierre et Gilles – La Fabrique des Idoles, indtil 23. februar 2020 i Philharmonie de Paris.